Konkurrenceafdeling » Forældreansvar » Håndbog

Målsætning 

Det er konkurrenceafdelingens målsætning at skabe et attraktivt og målrettet svømmemiljø, der kan udfordre og motivere den enkelte til at yde præstationer på et højt sportsligt plan.

Målet er, at klubbens svømmere skal kunne begå sig i dansk svømning individuelt. Det er tilsvarende målet, at klubbens årgangssvømmere markerer sig. Ved sæsonens start udarbejdes resultatmålsætninger for hvert hold. På de enkelte hold og på tværs af holdene skabes løbende aktiviteter, der fremmer fællesskab og kammeratskab mellem svømmerne i og udenfor svømmehallen.


Træningsmiljø

Durup if Svømmeklub råder over attraktive træningsfaciliteter og tilbyder flere dage ugentligt træning i 25 m bassin. Vores mål vil være fremover at samles 2-3 weekender, som skal have fokus på at skabe sociale forbindelser mellem svømmerne, men også forbedre det svømmefaglige niveau.

K2-holdet tilbydes træning 2 gange ugentligt, K1-holdet tilbydes 4 gange ugentlig. Endvidere er der i skoleferier m.v. typisk ekstra træning, hvilket der løbende vil blive informeret om. Som udgangspunkt, så møder man naturligvis op på de tilbudte træninger på de respektive hold.

Bliver svømmeren forhindret, så sendes der selvfølgelig afbud til træneren.

En stor del af træningsmiljøet er også det sociale liv, der findes i og omkring en svømmeklub. Svømning har mange fordele. Kammeratskabet er traditionelt meget stærkt; mange svømmere forbliver venner hele livet. Endvidere vil svømmerne udvikle mange personlige karaktertræk gennem svømningen, hvor selvdisciplin, fairness m.v. er i højsædet.

Dygtighed opstår aldrig ved tilfældigheder...


Forældre funktioner i Durup if Svømmeklub

Forældre er altid vigtige i en klub som Durup if Svømmeklub. Opbakningen er desuden altafgørende for. hvor mange tilbud, vi som klub kan tilbyde de dygtige svømmere.

Heldigvis har vi en god tradition for, at alle hjælper til, i den omfang, som klubben beder om hjælp.
Ikke mindst omkring Klubmesterskaberne.

Og hvori består så de spændende opgaver:
En stor del vedrører officialsopgaver, hvor man bidrager som f.eks. tidtager eller bane/vendedommer m.v. Man kan desuden bidrage med hjælp på kontoret, med bespisning og som medaljeoverrækker f.eks.

Skal vi have det til at fungere i klubben, så er det vigtigt at alle bidrager med en indsats.

Set over et år, så er vi afhængige af, at hver forældre/forældrepar typisk hjælper med 2-3 arrangementer pr. år.

Og har du først prøvet det en gang, så vil du med garanti melde dig frivilligt en anden gang.

Hvad er mere givende end at kunne være tæt på ens egne børn; og så tilmed nyde og dele deres begejstring for den idrætsgren, som de har valgt at kaste deres kærlighed over: SVØMNING


Stævner og egenbetaling 

Stævnekalenderen vil løbende blive opdateret på ww.durupsvømmeklub.dk og trænerne vil selvfølgelig informere om ændringer m.v.

Stævnekalenderen er således ”vejledende” i den forstand, at der godt kan dukke flere interessante stævner op. Samtidigt er det heller ikke givet, at vi deltager i alle stævner.

Årgangskriterierne giver et fingerpeg om, hvem der skal deltage i de forskellige stævner, men valget træffes først og fremmest ud fra en løbende dialog trænere og svømmere imellem, som bl.a. bygger på træningsindsats, træningsfremmøde m.v.

Stævnetilmelding vil foregå i så god tid, at forberedelsesfasen bliver optimal for både trænere og svømmere.

I den forbindelse skal det nævnes, at egenbetaling falder før afgang.

 

 I forbindelse med kørsel til stævner, så benytter vi os af Jer forældre, som velvilligt ligger bil samt chauffør til. Dette er vi meget glade for.


Lommepenge

Vi henstiller til, at svømmerne har begrænset med lommepenge med hjemmefra. Som hovedregel, så er alle måltider inkluderet i prisen, hvorfor det ikke er nødvendigt med flere hundrede kroner med hjemmefra. Ved stævner rækker kr. 50,00 så rigeligt til ”slik m.v.”.

 

Hjemmeside

Hjemmesiden er et af de værktøjer vi som svømmeklub bruger rigtig meget i vores kommunikation ud til jer som forældre. Det er derfor vigtigt at I tjekker denne regelmæssigt. Ligeledes vil vi også sende mails og SMS’er ud med information. Det er derfor vigtigt at disse data er korrekt indtastet i vores system.


Brugerlogin 

Hvis man skal tjekke om man har indtastet de rigtige data i vores system, skal man gå ind på følgende side: http://durupifsvømmeklub.dk/Login-for-medlemmer

På denne side skriver man blot ens e-mail eller mobil nummer, samt ens adgangskode. Kan man ikke huske adgangskoden trykker man blot på linket ”Glemt adgangskode?”. Efter kort tid vil koden blive til sendt.

Vi har et ønske om at mobilnummeret er svømmerens og e-mail adressen er den, der oftest bliver tjekket i hjemmet. Grunden til mobilnummeret skal være svømmerens er at de informationer, som bliver sendt til denne er ofte aflysninger af træningspas, påmindelser om stævner e.l.

Dette login skal også bruges ved tilmelding til stævner og andre arrangementer på hjemmesiden.


Online stævnetilmelding 

Alle tilmeldinger til stævner skal foregå via hjemmesiden. Man kan på hjemmesiden finde en vejledning til hvordan dette gøres.



Stævner og billeder

Alle resultater fra de stævner, som svømmerne deltager i vil blive vist på hjemmesiden. Som regel sender vi altid resultaterne fra stævnerne til de lokale medier som Morsø Folkeblad, Skive Folkeblad, Salling Avis, osv.

Billeder vil enten komme ind på hjemmesiden eller på svømmeklubbens Facebook profil.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre.. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies. /Cookie-information
Durup IF Svømmeklub | Idrætsvej 15, Durup | 7870 Roslev | Tlf. 20 58 71 42